Afholdte løb

Her en præsentation af afholdte løb.

Sturup Raceway – dansk dominans I Sverige.

Der var mulighed for at køre træning både torsdagen og fredagen før løbsweekenden. Det var der mange der benyttede sig af, godt nok med nogle regnfulde dage, men det klarede op i weekenden.

En eftertænksom Malthe Adolphsen, hans mekanikker og coach, Franz Flygenring lå på sygehus hjemme i Danmark. Alle kørte med teksten: VI KØRER FOR FRANZ.

Team Brandsborg Racing fik om fredagen behov for et nyt hjulophæng, og ved hjælp af forskellige personer i netværket, blev det fragtet fra Gram til Sturup Raceway og bilen var helt køreklar igen om lørdagen. Lørdag, træning, tidtagning og heat 1. Kevin Brandsborg er hurtigst i træning på en regnvåd bane, med tiden 1:17, 151 fulgt af William Wulf og Magnus Taulborg. Sturup banen tørrer op i løbet af formiddagen, og kvalifikationen er kl. 11:45. Her sætter Magnus Taulborg den hurtigste tid på: 1:08,557, tæt efter Kevin Brandsborg med 1:08,672 og Benjamin Frislund med tiden 1:08,703. Der efter følger Kevin Suenson og de to svenskere Elias Adestam og Simon Larsson. Starten går til et ret fredeligt heat, og på første omgang går Kevin Brandsborg forbi Magnus Taulborg. Kevin Suenson fik en dårlig start da han havde valgt forkert gear, og han måtte ned på en 8. plads, og kæmpede sig op på en 3. plads men måtte afgiv 3. pladsen til Benjamin Frislund og så lande på en 4. plads. Der var i løbet tæt kamp og pladserne 3 – 5 mellem Benjamin Frislund, Kevin Suenson og William Wulf, som sluttede i denne rækkefølge og efter fornavnene også i alfabetisk rangorden.

Kevin Brandsborg i front med Magnus Taulborg lige efter.


Sådan, en 2. plads til Benjamin Frislund i finaleheatet.

Startplaceringen i heat 2 om søndagen er slutresultatet af heat 1. Heat 2 bliver igen en ”rent heat” hvor Kevin Brandsborg kører en førsteplads hjem, med pæn afstand ned til Magnus Taulborg og igen med flere sekunder ned til William Wulf og igen, igen med nogen tid ned til Benjamin Frislund, som dog kun havde knapt 0,7 sekunder ned til Kevin Suenson, som var tæt forfulgt af den hurtige svenske pige Maja Hallen Fallenius som har en anden svensker, Simon Larsson, efter sig med en afstand på næsten 3 sekunder. Startplaceringen i heat 3 / finaleheatet afgøres efter hvor mange point de enkelte kører har samlet i kvalifikationen, heat 1 og heat 2. Rækkefølgen bliver: Kevin Brandsborg, Magnus Taulborg, Benjamin Frislund, Kevin Suenson, William Wulf og så de svenske kørere Simon Larsson og Maja Hallen Fallenius, som har danske Malthe Adolphsen ved siden af sig på startgridden. En anden svensk kører Elias Adestam kom desværre ikke til start i heat 2 og 3. Bortset fra en ændring så slutter heat 3 også i denne rækkefølge. Det lykkes for Benjamin Frislund at køre fra den ellers lidt mere erfarne Magnus Taulborg, med 2,6 sekunder op til vinderen og godt tre sekunder ned til nummer tre var det god kørsel fra Benjamin, og han var også glad for denne placering. Igen en god weekend for Aquila Synergy Cup og kørerne.

Finaleheatet den 9. juni på Sturup Raceway. Resultatet i både det totale klassement og U – 18 mesterskabet.  Fra venstre nr. 2 Benjamin Frislund, nr. 1 Kevin Brandborg og nr. 3 Magnus Taulborg.

Næste løb bliver på en meget anderledes racerbane i Danmark, nemlig Ring Djursland. Det er en bane som alle bliver imponeret over, men den kan være svær at finde de rette linjer og den rette rytme på. De nye kørere i Aquila Synergy Cup som sidste år kørte gokart, vil få noget af en oplevelse, første gang de går ud over ”kanten” og ned i ”Skoven” det glemmer man vist aldrig. Der kommer sikkert igen noget spændende race den 22. – 23. juni på Ring Djursland.

Kinnekulle Ring Sverige den 25. – 26. maj 2019.

Denne racerbane lagde asfalt til anden afdeling af både den danske og den svenske Aquila Synergy Cup, samt selvfølgelig en masse andre bilklasser.Kinnekulle Ring skal køres meget præcist, rammer du et sving forkert så skal du igennem et par mere før du er på den rette kurs igen. Når man går ud af Kvarnkurvan efter start og mål stykket så skal man holde fuld gas på i kurverne indtil man skal til højre op mod TV – kurven, og det falder en del ned til sted. TV – kurven er normal, men det efterfølgende TV – krönet er et ”giftigt” sving, indgangen hælder indad, og udgangen begynder at hælde mere og mere udad. Så der skal gøres vold på ens instinkter og erfaring, man skal bremse ud af svinget. Der var et par afkørsel ud af dette sving. Mange fandt aldrig rigtigt flowet rundt på denne bane.

Oven på den meget regnvåde fredag lovede vejrudsigten tørt vejr både lørdag og søndag, dog en chance for 0,1 – 0,2 mm. nedbør lørdag eftermiddag. Kvalifikationen endte med at den unge hurtige dansker William Wulf kørte sig i poleposition med svenske Joel Granfors 0,04 sekunder efter og med Magnus Taulborg som nr. 3.

Kinnekulle Ring blev diskuteret flittigt her tv. William Wulf og Malthe Adolphsen.


Her de førende i Aquila Synergy Cup på vej ud af TV – kurvan og på vej ind i det svære TV – krönet.

Heat 1 startede kl. 16.00 og Kevin Brandsborg fik en god start fra en 4. plads og var hurtigt oppe at kæmpe om førstepladsen. Han lå i tæt kamp med både Joel Granfors og William Wulf, som desværre kom lidt for hurtigt rundt i et TV – Krönet svinget og Synergy racerbilen fik græs under hjulene og så var han ude i grusset. Det skete på banens sidste del på 6. omgang, og der kom så et par omgange efter safety car, og da den trak ind trak Kevin Brandsborg fra og de næste biler lå tæt og kæmpede hårdt. Det gav den førende bil et endnu større forspring og Kevin B. kørte en sikker sejr hjem foran Magnus Taulborg og Kevin Suenson. Joel Granfors som ellers placerede sig flot i kvalifikationen faldt lidt tilbage i det tætte race og måtte tage til takke med en 5. plads. Når der skal deles point ud i det svenske mesterskab, så er Joel faktisk den første svensker over stregen i heat 1, og han får point efter det. Dan havde en lille drøm om at en af Synergy racerbilerne kommer under den magiske grænse på 1 minut for en omgang. William Wulf havde heatets hurtigste tid på 1:00,334.

Vejrudsigten var ændret lidt søndag morgen, der kunne komme et par millimeter regn om formiddagen. Det skulle dog kun blive til lidt spredte ”dryp”.

Benjamin Frislund, en 3. plads i heat 2 og weekendens hurtigste omgangstid i en Aquila Synergy racerbil.

Startrækkefølgen til heat 2 var slutresultatet på heat 1 og den så sådan ud: Først Kevin Brandsborg fulgt af Magnus Taulborg, Kevin Suenson, Benjamin Frislund og de to svenskere Joel Granfors og Elias Adestam. Heat 2 kom i gang med en ren start og de første kørere holdt positionerne på de første omgang, på anden omgang gik Magnus Taulborg forbi Kevin B, som på 4. omgang blev overhalet af først Kevin Suenson og så Benjamin Frislund. Den blev kørt meget ”slipstreaming” på den svagt bøjede langside. På 7. omgang går Dans ønske i opfyldelse, der kommer en omgangstid under et minut. Benjamin Frislund og Kevin Suenson tager ”slipstream” på Kevin Brandsborg som nu var oppe på 2. pladsen. Det lykkedes for Benjamin Frislund at komme under minuttet, tiden blev: 59,994 sekunder, så var det i hus. Længere nede i feltet kæmper William Wulf intenst med Elias Adestam og de skifter plads mange gange. Blandt de forreste sker der ikke flere skift i rækkefølgen, selvom det var lige ved et par gange. Magnus Taulborg kører sejren hjem foran Kevin Brandsborg og Benjamin Frislund.

I heat 2 vinder Magnus Taulborg (21) foran Kevin Brandsborg (37)

Så manglede der kun finaleheatet hvor startplaceringerne afgøres af de point der er samlet i kvalifikationen, heat 1 og heat 2. Det blev så med Magnus Taulborg på poleposition, efterfulgt af Kevin Brandsborg, Kevin Suenson, Joel Granfors og Benjamin Frislund. William Wulf startede fra en 6. plads da han ikke fik point i heat 1 pga. sin afkørsel. Magnus Taulborg kommer pænt fra start, men på 2. omgang er Kevin Brandsborg kun et kvart sekund efter ham og på 3. omgang rører Kevin Suenson og Magnus Taulborg hinanden rundt i kurven efter start og mål, med det resultat at Magnus snurrer en halv omgang, og hans bil står stille med næsen den forkerte vej. Benjamin Frislund kommer lige efter og han kan hverken nå at dreje udenom eller få bremset ned, så han kører ind i Magnus. Der er skader på begge Synergy racerbiler, Benjamin får ødelagt et forhjulsophæng og Magnus har en styrearm der er brækket fra. Gult flag og safety car. Magnus kan fortsætte med nedsat fart, og han vælger at køre videre selvom han kun kan styre på det ene forhjul. Der er jo ret gode point at hente hvis han fuldfører, og det gør han godt en omgang efter vinderen.

Safety car ind på omgang 7, og nu med Kevin Suenson i front, med den anden Kevin lige bag sig og William Wulf tæt efter Kevin Brandsborg. Joel Granfors udgik på 4. omgang, han fik en god nok start men kørte meget langsomt på 2. omgang og gik i pit på 4. omgang, og han kom ikke ud igen. På 9. omgang går Kevin Brandsborg og William Wulf forbi Kevin Suenson. Denne stilling holder hjem for de forreste, Kevin S. er dog tæt på at hente William på de sidste omgange, men William kommer i mål 0,093 sekunder foran Kevin Suenson.

Finaleheatet på Kinnekulle Ring, Fra venstre William Wulf, Kevin Brandsborg og Kevin Suenson.


Kinnekulle Ring – U 18 mesterskabet, fra venstre William Wulf, Kevin Brandsborg og Sara Karlsgaard som stand in for Malthe Adolphsen.

Der var nok engang pokaler fra arrangørerne for heat 3. Desuden skulle pokalerne fra den danske Aquila Synergy Cup også uddeles, og også dem til U 18 mesterskabet. Det blev Kevin Brandsborg, William Wulf og Malthe Adolphsen. Malthe følte ikke det havde kørt godt for ham på den teknisk svære bane, så han havde pakket og han og far Henrik vendte personbilen mod hjemmet i Danmark. Med Benjamin ude og Magnus for mindre end fuld damp, så landede Malthe på en 3. plads i finaleheatet for U 18 kørerne. William fortalte at han kunne tage pokalen med til Malthe da han skulle mødes med ham inden for de næste dage. Sara der læser til automekaniker og arbejder for Benjamin Frislund og han Synergy racerbil steg på podiet og modtog pokalen for Malthe. Smukt samarbejde blandt de unge mennesker.

God sæsonstart for Aquila Synergy Cup på Padborg Park.

I træningen var Magnus Taulborg hurtigst foran William Wulf og Kevin Brandsborg. Kvalifikationen gav et lidt andet resultat, Magnus Taulborg igen først men nu med Kevin Suenson som nr. 2 og Kevin Brandsborg som nr. 3. Det blev de tre forreste til det første heat i år 2019 af det danske Aquila Synergy Cup.

Stående føremøde ved Aquila Synergy Cup


I heat 1 kommer Kevin Brandsborg i grøn nr. 37 forbi Kevin Suenson i sort nr. 8.

Som sidste år så var der tæt kørsel, men ganske fair kørsel og heat 1 endte med Kevin Brandsborg som vinder med Kevin Suenson 0,358 sekunder efter og på tredjepladsen William Wulf. Hurtigste omgangstid blev sat af Malthe Adolphsen som desværre satte Synergy racerbilen af i svinget ”Big Mac” og heller ikke fuldførte løbet. Hurtigste mand i kvalifikationen, Magnus Taulborg havde kontakt med en anden kører, og sluttede som sidst af de fuldførende.
I heat 2 starter man som man slutter i heat 1. Dvs. sidst Malthe Adolphsen og næst sidst Magnus Taulborg.

I heat 2 kommer Magnus Taulborg (nr. 21) hurtigt op til Kevin & Kevin (nr. 37 og nr. 8)

Det skulle der blive vendt op og ned på i heat 2, Kevin Suenson var hurtigst i starten, men som vi også så sidste år, så kunne Kevin Brandsborg bremse meget sendt for enden af langsiden på Padborg Park, og lidt slipstreaming kan han også finde ud af, så Kevin Brandsborg vinder også heat 2, foran Kevin Suenson. Magnus Taulborg lavede en lynstart og var hurtigt oppe blandt de forreste, han fik dog ved et uheld ramt nogle kontakter i racerbilen ved et gearskifte rundt i svinget efter langsiden, og Benjamin Frislund var lige oppe og have kontakt med bagenden af Magnus’ Synergy racerbil. Det blev snakket igennem i pitteltet og det kunne jo ikke laves om. Magnus fik kæmpet sig op på en tredjeplads i heat 2. De nye unge kører fra gokart klasserne viste gode takter og placerede sig pænt i de to heat. Desværre gik det ikke så godt for Lasse Ploeg i heat 2, han havde motorproblemer, den trak ikke som han var vandt til og stoppede på næst sidste omgang. Lasse havde dog kørt omgange nok til at få point for sin kørsel, men sådan kan motorsport også værre.
I de to første heat så vi at de lidt ældre kørere godt kunne ”bide skeer” med de unge med gokart erfaring, Julie Antonina Sørensen og Mads Damgaard havde flere gode dueller med de nye fra gokart klasserne. Hverken Julie eller Mads har den store erfaring med racerløb.
Startlisten til finaleheatet bliver i 2019 beregnet ud fra de point kørerne har tjent hjem i kvalifikationen, heat 1 og heat 2 og så sådan ud til det sidste heat søndag den 28. april:
Kevin Brandsborg – Kevin Suenson – Magnus Taulborg – William Wulf – Benjamin Frislund – Lasse Ploeg – Julie Antonina Sørensen – Mads Damgaard –. Malthe Adolphsen.

I finaleheatet var der også godt race lidt nede i feltet, tæt kamp om pladserne 4 – 6. I nr. 25 William Wulf, i nr. 31 Benjamin Frislund og i nr. 16 Lasse Ploeg.

Det blev så søndag den 28. april 2019, og finaleheatet i Aquila Synergy Cup skulle køres på Padborg Park. Lasse Ploeg hang lidt med næbbet over at hans motor satte ud og ikke havde trækkraft nok. Et par mekanikere gik i gang med at undersøge og arbejde på bilen efter aftensmaden. Motorstyring, utætheder ved indsugningen, og alt muligt andet blev kontrolleret og set efter. Klokken 3 søndag morgen var de færdige og mente at nu var racerbilen som den burde være. Først på dagen stillede kørere, medhjælpere, familie mm. til morgenmad, dog ikke lige Mads Damgaard der var taget hjem til nogle private opgaver. Han stillede jo så heller ikke til start. Det havde regnet om formiddagen og den eneste kører i feltet der har kørt race i en Aquila Synergy racerbil før på våd bane var Kevin Suenson, han har endda kørt træning i snevejr på Padborg Park. Det var noget Kevin Suenson kunne drage nytte af i finaleheatet, erfaringen med bilen i vådt føre og så fordelen af at vide at det er noget man har klaret før. På første omgang går Kevin Suenson i front og fører med næsten syv sekunder efter første omgang. De to forfølgere er dog kun cirka 5 sekunder efter når finaleheatet bliver flaget af. Banen tørrede op i løbet af dette heat og Kevin Brandsborg og Magnus Taulborg vandt lidt ind på ”Vildsvin Junior”. Kevin Brandsborg fik en pæn start og var på første omgang et stykke foran Magnus Taulborg og holdt en afstand ned til ham på et par sekunder. Magnus kommer tættere og tættere på Kevin B. og på omgang 10 går han forbi ham og sikrer sig en andenplads med 0,18 sekunder foran Kevin Brandsborg. Der var også et spændende race imellem de tre næste kørere, de unge talenter fra gokart der havde deres debut i Aquila Synergy Cup i denne weekend på Padborg Park. Fra startplacering nr. 4, 5 og 6 gik William Wulf, Benjamin Frislund og Lasse Ploeg fra start, Benjamin bliver overhalet af Lasse på første omgang, og på anden omgang går Lasse så forbi William, men på 4. omgang er William igen foran Lasse og de kæmper og følger hinanden tæt og på 9. omgang går Lasse igen forbi William og holder føringen hjem til målstregen med 0,6 sekunder ned til William som dog er tæt på at blive hentet af Benjamin der slutter på 6. pladsen 0,048 sekunder efter William. Det må have været lykken for Lasse Ploeg at få racerbilen tilbage i fin form igen, og han har nok sendt nogle gode tanker til de mekanikere der brugte deres nattesøvn på at gøre den klar. 7. og 8. pladsen blev der også kæmpet om, Malthe Adolphsen tager starten foran Julie Antonina Sørensen, men hun kører sig op, kommer forbi Malthe, men han overhaler Julie på omgang 10 og holder sin placering hjem med 0,33 sekunder.

Alt i alt et spændende finaleheat, med flere flotte dueller forskellige steder i feltet. Racerbanen tørrede lige så stille op og fra at starte med de bedste omgangs tider på 1:19 sluttede de omkring 1:11. Alle kørere på nær en satte bedste omgangstid på de to sidste omgange.

Man skal lige bemærke at i år gives der kun pokaler til placeringer i finaleheatet. Den samlede pointstilling bliver den der afgør mesterskabet.

Resultatet af finaleheatet det totale klassement, fra venstre: Kevin Brandsborg nr.3, Kevin Suenson nr.1 og Magnus Taulborg nr. 2.


U – 18 mesterskabet, finaleheatet, fra venstre Lasse Ploeg nr. 3 Magnus Taulborg nr. 1 og Kevin Brandsborg nr. 2.

Samlet set bød denne weekend på rigtigt underholdende og tæt race i Aquila Synergy Cup, og samtidigt også fair race, i de tre afholdte heat var der kun safetycar på banen i heat 1 hvor en kører var kørt af banen. Vi regner med at det gode niveau i løbsserien holder. Den svenske afdeling af Aquila Synergy Cup afvikles med de første løb den 4. – 5. maj på Mantorp Park. Den næste løbsweekend i den danske serie er den 25. – 26. maj på Kinnekulle Ring i Sverige. Her afvikles både den danske og den svenske afdeling af Aquila Synergy Cup.